Salmerne 104
Dansk (1917 / 1931)
1Min sjæl, lov HERREN! HERRE min Gud, du er saare stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,

2hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;

3du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem paa Vindens Vinger;

4Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!

5Du fæsted Jorden paa dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;

6Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.

7For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,

8for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;

9du satte en Grænse, de ej kommer over, saa de ikke igen skal tilhylle Jorden.

10Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;

11de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;

12over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.

13Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;

14du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, saa du frembringer Brød af Jorden

15og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.

16HERRENS Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,

17hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.

18Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.

19Du skabte Maanen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

20du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;

21de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.

22De sniger sig bort, naar Sol staar op, og lægger sig i deres Huler;

23Mennesket gaar til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder paa.

24Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!

25Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, baade smaa og store;

26Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.

27De bier alle paa dig, at du skal give dem Føde i Tide;

28du giver dem den, og de sanker, du aabner din Haand, og de mættes med godt.

29Du skjuler dit Aasyn, og de forfærdes; du tager deres Aand, og de dør og vender tilbage til Støvet;

30du sender din Aand, og de skabes, Jordens Aasyn fornyer du.

31HERRENS Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!

32Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger.

33Jeg vil synge for HERREN, saa længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.

34Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.

35Maatte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!

Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com.

Bible Hub
Psalm 103
Top of Page
Top of Page