Dansk (1917 / 1931) 1Mildt svar stiller Vrede, saarende Ord vækker Nag. 2Vises Tunge drypper af Kundskab, Daarskab strømmer fra Taabers Mund. 3Alle Vegne er HERRENS Øjne, de udspejder onde og gode. 4Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesaar. 5Daare lader haant om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare paa Revselse. 6Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde. 7Vises Læber udstrør Kundskab, Taabers Hjerte er ikke ret. 8Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i. 9Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd. 10Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør. 11Dødsrige og Afgrund ligger aabne for HERREN, endsige da Menneskebørnenes Hjerter. 12Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd gaar han ikke. 13Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt. 14Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Taabers Mund lægger Vind paa Daarskab. 15Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud. 16Bedre lidet med HERRENS Frygt end store Skatte med Uro. 17Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos. 18Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte. 19Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet. 20Viis Søn glæder sin Fader, Taabe til Menneske foragter sin Moder. 21Daarskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt gaar lige frem. 22Er der ikke holdt Raad, saa mislykkes Planer, de lykkes, naar mange raadslaar. 23Mand er glad, naar hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid. 24Den kloge gaar opad paa Livets Vej for at undgaa Dødsriget nedentil. 25Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel. 26Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene. 27Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave. 28Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud. 29HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn. 30Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene. 31Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise. 32Hvo Tugt forsmaar, lader haant om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse. 33HERRENS Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære. Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |