Dansk (1917 / 1931) 1Og videre sagde Elihu: 2Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud. 3Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret; 4thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig. 5Se, Gud forkaster det stive Sind, 6den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han faa deres Ret, 7fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger paa Tronen i Højhed. 8Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Baand, 9saa viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig, 10aabner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde. 11Hvis de saa hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres Aar. 12Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Aanden i Uforstand. 13Men vanhellige Hjerter forbitres; naar han binder dem, raaber de ikke om Hjælp; 14i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv faar Mandsskøgers Lod. 15Den elendige frelser han ved hans Elende og aabner hans Øre ved Trængsel. 16Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter. 17Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat. 18Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild! 19Kan vel dit Skrig gøre Ende paa Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft? 20Ej maa du længes efter Natten, som opskræmmer Folkeslag der, hvor de er; 21va'r dig og vend dig ikke til Uret, saa du foretrækker ondt for at lide. 22Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han? 23Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: »Du gjorde Uret!« 24Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang! 25Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne. 26Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal paa hans Aar kan ikke findes. 27Thi Draaber drager han ud af Havet, i hans Taage siver de ned som Regn, 28og Skyerne lader den strømme og dryppe paa mange Folk. 29Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder? 30Se, han breder sin Taage om sig og skjuler Havets Rødder; 31Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod; 32han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Maalet; 33hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk. Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |