Dansk (1917 / 1931) 1Saa tog Job til Orde og svarede: 2Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver! 3Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo haane! 4Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utaalmodig? 5Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Haand paa Mund! 6Jeg gruer, naar jeg tænker derpaa, mit Legeme gribes af Skælven: 7De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft? 8Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne; 9deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke; 10ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke; 11de slipper deres Drenge ud som Faar, deres Børneflok boltrer sig ret; 12de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner; 13de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget, 14skønt de siger til Gud: »Gaa fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst! 15Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke paa hos ham?« 16Er ej deres Lykke i deres Haand og gudløses Raad ham fjernt? 17Naar gaar de gudløses Lampe ud og naar kommer Ulykken over dem? Naar deler han Loddet ud i sin Vrede, 18saa de bliver som Straa for Vinden, som Avner, Storm fører bort? 19Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, saa han mærker det, 20lad ham selv faa sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke! 21Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, naar hans Maaneders Tal er udrundet? 22Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner? 23En dør jo paa Lykkens Tinde, helt tryg og saa helt uden Sorger: 24hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv; 25med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke; 26de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme! 27Se, jeg kender saa vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig, 28naar I siger: »Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?« 29Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser: 30Den onde skaanes paa Ulykkens Dag og frelses paa Vredens Dag. 31Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør? 32Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt; 33i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger saa efter, en Flok uden Tal gik forud for ham. 34Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar — kun Svig er tilbage! Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |