Dansk (1917 / 1931) 1Men Saulus fandt Behag i hans Mord. Og paa den Dag udbrød der en stor Forfølgelse imod Menigheden i Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlene.
2Men gudfrygtige Mænd begravede Stefanus og holdt en stor Veklage over ham.
3Men Saulus plagede Menigheden og gik ind i Husene og trak baade Mænd og Kvinder frem og lod dem sætte i Fængsel. 4Imidlertid gik de, som bleve adspredte, omkring og forkyndte Evangeliets Ord. 5Da kom Filip til Byen Samaria og prædikede Kristus for dem. 6Og Skarerne gave endrægtigt Agt paa det, som blev sagt af Filip, idet de hørte og saa de Tegn, som han gjorde. 7Thi der var mange, som havde urene Aander, og af hvem disse fore ud, raabende med høj Røst; og mange værkbrudne og lamme bleve helbredte. 8Og der blev en stor Glæde i denne By. 9Men en Mand, ved Navn Simon, var i Forvejen i Byen og drev Trolddom og satte Samarias Folk i Forbavselse, idet han udgav sig selv for at være noget stort. 10Paa ham gave alle Agt, smaa og store, og sagde: »Det er ham, som man kalder Guds store Kraft.« 11Men de gave Agt paa ham, fordi han i lang Tid havde sat dem i Forbavselse ved sine Trolddomskunster. 12Men da de troede Filip, som forkyndte Evangeliet om Guds Rige og Jesu Kristi Navn, lode de sig døbe, baade Mænd og Kvinder. 13Men Simon troede ogsaa selv, og efter at være døbt holdt han sig nær til Filip; og da han saa Tegn og store, kraftige Gerninger ske, forbavsedes han højligt. 14Men da Apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds Ord, sendte de Peter og Johannes til dem, 15og da disse vare komne derned, bade de for dem om, at de maatte faa den Helligaand; 16thi den var endnu ikke falden paa nogen af dem, men de vare blot døbte til den Herres Jesu Navn. 17Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Helligaand. 18Men da Simon saa, at den Helligaand blev given ved Apostlenes Haandspaalæggelse, bragte han dem Penge og sagde: 19»Giver ogsaa mig denne Magt, at, hvem jeg lægger Hænderne paa, han maa faa den Helligaand.« 20Men Peter sagde til ham: »Gid dit Sølv maa gaa til Grunde tillige med dig, fordi du mente at kunne erhverve Guds Gave for Penge. 21Du har ikke Del eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud. 22Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed Herren, om dog dit Hjertes Paafund maatte forlades dig. 23Thi jeg ser, at du er stedt i Bitterheds Galde og Uretfærdigheds Lænke.« 24Men Simon svarede og sagde: »Beder I for mig til Herren, for at intet af det, som I have sagt, skal komme over mig.« 25Men da de havde vidnet og talt Herrens Ord, vendte de tilbage til Jerusalem, og de forkyndte Evangeliet i mange af Samaritanernes Landsbyer. 26Men en Herrens Engel talte til Filip og sagde: »Staa op og gaa mod Syd paa den Vej, som gaar ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde.« 27Og han stod op og gik. Og se, der var en Æthioper, en Hofmand, en mægtig Mand hos Kandake, Æthiopernes Dronning, som var sat over alle hendes Skatte; han var kommen til Jerusalem for at tilbede. 28Og han var paa Hjemvejen og sad paa sin Vogn og læste Profeten Esajas. 29Men Aanden sagde til Filip: »Gaa hen og hold dig til denne Vogn!« 30Og Filip løb derhen og hørte ham læse Profeten Esajas; og han sagde: »Forstaar du ogsaa det, som du læser?« 31Men han sagde: »Hvorledes skulde jeg kunne det, uden nogen vejleder mig?« Og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham. 32Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: »Som et Faar blev han ført til Slagtning, og som et Lam er stumt imod den, der klipper det, saaledes oplader han ej sin Mund. 33I Fornedrelsen blev hans Dom taget bort; hvem kan fortælle om hans Slægt, efterdi hans Liv borttages fra Jorden?« 34Men Hofmanden talte til Filip og sagde: »Jeg beder dig, om hvem siger Profeten dette? om sig selv eller om en anden?« 35Da oplod Filip sin Mund, og idet han begyndte fra dette Skriftsted, forkyndte han ham Evangeliet om Jesus. 36Men som de droge frem ad Vejen, kom de til noget Vand; og Hofmanden siger: »Se, her er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt?« 37[Men Filip sagde: »Dersom du tror, af hele dit Hjerte, kan det ske.« Men han svarede og sagde: »Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.«] 38Og han bød, at Vognen skulde holde, og de stege begge ned i Vandet, baade Filip og Hofmanden; og han døbte ham. 39Men da de stege op af Vandet, bortrykkede Herrens Aand Filip, og Hofmanden saa ham ikke mere; thi han drog sin Vej med Glæde. 40Men Filip blev funden i Asdod, og han drog omkring og forkyndte Evangeliet i alle Byerne, indtil han kom til Kæsarea. Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |