Dansk (1917 / 1931) 1I de Dage da der atter var en stor Skare, og de intet havde at spise, kaldte han sine Disciple til sig og siger til dem:
2»Jeg ynkes inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos mig i tre Dage og have intet at spise.
3Og dersom jeg lader dem gaa fastende hjem, ville de vansmægte paa Vejen, og nogle af dem ere komne langvejsfra.«
4Og hans Disciple svarede ham: »Hvorfra skal nogen kunne mætte disse med Brød her i en Ørken?«
5Og han spurgte dem: »Hvor mange Brød have I?« Og de sagde: »Syv.«
6Og han byder Skaren af sætte sig ned paa Jorden; og han tog de syv Brød, takkede, brød, dem og gav sine Disciple dem, at de skulde lægge dem for; og de lagde dem for Skaren.
7Og de havde nogle faa Smaafisk; og han velsignede dem og sagde, af ogsaa disse skulde lægges for.
8Og de spiste og bleve mætte; og de opsamlede af tiloversblevne Stykker syv Kurve.
9Men de vare omtrent fire Tusinde; og han lod dem gaa bort.
10Og straks gik han om Bord i Skibet med sine Disciple og kom til Dalmanuthas Egne. 11Og Farisæerne gik ud og begyndte at strides med ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham. 12Og han sukkede dybt i sin Aand og siger: »Hvorfor forlanger denne Slægt et Tegn? Sandelig, siger jeg eder, der skal ikke gives denne Slægt noget Tegn!« 13Og han forlod dem og gik atter om Bord og for over til hin Side. 14Og de havde glemt at tage Brød med og havde kun eet Brød med sig i Skibet. 15Og han bød dem og sagde: »Ser til, tager eder i Vare for Farisæernes Surdejg og Herodes's Surdejg!« 16Og de tænkte med hverandre: »Det er, fordi vi ikke have Brød.« 17Og da han mærkede dette, siger han til dem: »Hvorfor tænke I paa, at I ikke have Brød? Skønne I ikke endnu, og forstaa I ikke? Er eders Hjerte forhærdet? 18Have I Øjne og se ikke? Og have I Øren og høre ikke? Og komme I ikke i Hu? 19Da jeg brød de fem Brød til de fem Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?« De sige til ham: »Tolv.« 20»Og da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op?« Og de sige til ham: »Syv.« 21Og han sagde til dem »Hvorledes forstaa I da ikke?« 22Og de komme til Bethsajda. Og man fører en blind til ham og beder ham om, at han vil røre ved ham. 23Og han tog den blinde ved Haanden og førte ham uden for Landsbyen og spyttede paa hans Øjne og lagde Hænderne paa ham og spurgte ham, om han saa noget. 24Og han saa op og sagde: »Jeg ser Menneskene; thi jeg ser noget ligesom Træer gaa omkring.« 25Derefter lagde han atter Hænderne paa hans Øjne, og han blev klarsynet og var helbredt og kunde se alle Ting tydeligt. 26Og han sendte ham hjem og sagde: »Du maa ikke gaa ind i Landsbyen, [ej heller sige det til nogen i Landsbyen.«] 27Og Jesus og hans Disciple gik ud til Landsbyerne ved Kæsarea Filippi; og paa Vejen spurgte han sine Disciple og sagde til dem: »Hvem sige Menneskene, at jeg er?« 28Og de sagde til ham: »Johannes Døberen; og andre: Elias; men andre: en af Profeterne.« 29Og han spurgte dem: »Men I, hvem sige I, at jeg er?« Peter svarede og siger til ham: »Du er Kristus.« 30Og han bød dem strengt, at de ikke maatte sige nogen dette om ham. 31Og han begyndte at lære dem, at Menneskesønnen skulde lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslaas og opstaa efter tre Dage. 32Og han talte dette frit ud. Og Peter tog ham til Side og begyndte at sætte ham i Rette. 33Men han vendte sig og saa paa sine Disciple og irettesatte Peter og siger: »Vig bag mig, Satan! thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskers er.« 34Og han kaldte Skaren tillige med sine Disciple til sig og sagde til dem: »Den, som vil følge efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig! 35Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min og Evangeliets Skyld, han skal frelse det. 36Thi hvad gavner det et Menneske at vinde den hele Verden og at bøde med sin Sjæl? 37Thi hvad kunde et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl? 38Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord i denne utro og syndige Slægt, ved ham skal ogsaa Menneskesønnen skamme sig, naar han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle.« Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |