Dansk (1917 / 1931) 1Men det skete, da Folkeskaren trængte sig sammen om ham og hørte Guds Ord, og han stod ved Genezareths Sø,
2da saa han to Skibe staa ved Søen; men Fiskerne vare gaaede fra dem og toede Garnene.
3Og han gik om Bord i et af Skibene, som var Simons, og bad ham at lægge lidt fra Land; og han satte sig og lærte Skarerne fra Skibet.
4Men da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Far ud paa Dybet, og kaster eders Garn ud til en Dræt!«
5Og Simon svarede og sagde til ham: »Mester! vi have arbejdet hele Natten og fik intet; men paa dit Ord vil jeg kaste Garnene ud.«
6Og da de gjorde det, fangede de en stor Mængde Fisk, og deres Garn sønderreves.
7Og de vinkede ad deres Staldbrødre i det andet Skib, at de skulde komme og hjælpe dem; og de kom og de fyldte begge Skibene, saa at de var nær ved at synke.
8Men da Simon Peter saa det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde: »Gaa bort fra mig, thi jeg er en syndig Mand, Herre!«
9Thi en Rædsel var paakommen ham og alle dem, som vare med ham, over den Fiskedræt, som de havde faaet;
10ligeledes ogsaa Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, som vare Simons Staldbrødre. Og Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke, fra nu af skal du fange Mennesker.«
11Og de lagde Skibene til Land og forlode alle Ting og fulgte ham. 12Og det skete, medens han var i en af Byerne, se, da var der en Mand fuld af Spedalskhed; og da han saa Jesus, faldt han paa sit Ansigt, bad ham og sagde: »Herre! om du vil, kan du rense mig.« 13Og han udrakte Haanden og rørte ved ham og sagde: »Jeg vil; bliv ren!« Og straks forlod Spedalskheden ham. 14Og han bød ham, at han skulde ikke sige det til nogen, men »gaa bort, og fremstil dig for Præsten, og offer for din Renselse, saaledes som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem!« 15Men Rygtet om ham udbredte sig end mere, og store Skarer kom sammen for at høre og for at helbredes for deres Sygdomme. 16Men han gik bort til Ørkenerne og bad. 17Og det skete en af de Dage, at han lærte, og der sad Farisæere og Lovlærere, som vare komne fra enhver Landsby i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem; og Herrens Kraft var hos ham til at helbrede. 18Og se, nogle Mænd bare paa en Seng en Mand, som var værkbruden, og de søgte at bære ham ind og lægge ham foran ham. 19Og da de ikke fandt nogen Vej til at bære ham ind for Skarens Skyld, stege de op oven paa Taget og firede ham tillige med Sengen ned imellem Tagstenene midt iblandt dem foran Jesus. 20Og da han saa deres Tro, sagde han: »Menneske! dine Synder ere dig forladte.« 21Og de skriftkloge og Farisæerne begyndte at tænke saaledes ved sig selv: »Hvem er denne, som taler Gudsbespottelser? Hvem kan forlade Synder, uden Gud alene?« 22Men da Jesus kendte deres Tanker, svarede han og sagde til dem: »Hvad tænke I paa i eders Hjerter? 23Hvilket er lettest at sige: Dine Synder ere dig forladte? eller at sige: Staa op og gaa? 24Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt paa Jorden til at forlade Synder,« saa sagde han til den værkbrudne: »Jeg siger dig, staa op, og tag din Seng, og gaa til dit Hus!« 25Og han stod straks op for deres Øjne og tog det, som han laa paa, og gik hen til sit Hus og priste Gud. 26Og Forfærdelse betog alle, og de priste Gud; og de bleve fulde af Frygt og sagde: »Vi have i Dag set utrolige Ting.« 27Og derefter gik han ud og saa en Tolder ved Navn Levi sidde ved Toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« 28Og han forlod alle Ting og stod op og fulgte ham. 29Og Levi gjorde et stort Gæstebud for ham i sit Hus; og der var en stor Skare af Toldere og andre, som sade til Bords med dem. 30Og Farisæerne og deres Skriftkloge knurrede imod hans Disciple og sagde: »Hvorfor spise og drikke I med Toldere og Syndere?« 31Og Jesus svarede og sagde til dem: »De raske trænge ikke til Læge, men de syge. 32Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere til Omvendelse.« 33Men de sagde til ham: »Johannes's Disciple faste ofte og holde Bønner og Farisæernes ligesaa; men dine spise og drikke?« 34Men Jesus sagde til dem: »Kunne I vel faa Brudesvendene til at faste, saa længe Brudgommen er hos dem? 35Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem; da skulle de faste i de Dage.« 36Men han sagde ogsaa en Lignelse til dem: »Ingen river en Lap af et nyt Klædebon og sætter den paa et gammelt Klædebon; ellers river han baade det nye sønder, og Lappen fra det nye vil ikke passe til det gamle. 37Og ingen kommer ung Vin paa gamle Læderflasker; ellers sprænger den unge Vin Læderflaskerne, og den spildes, og Læderflaskerne ødelægges. 38Men man skal komme ung Vin paa nye Læderflasker, saa blive de begge bevarede. 39Og ingen, som har drukket den gamle, vil have den unge; thi han siger: Den gamle er god.« Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |