Parallelle Kapitler | 1Da Jakob hørte, at der var Korn at faa i Ægypten, sagde han til sine Sønner: »Hvad venter I efter?« | 1Da Jakob fikk vite at det var korn i Egypten, sa han til sine sønner: Hvorfor sitter I og ser på hverandre? | 1Men när Jakob förnam att säd fanns i Egypten, sade han till sina söner: »Varför stån I så rådlösa?» |
| 2Og han sagde: »Jeg hører, at der er Korn at faa i Ægypten; drag ned og køb os noget, at vi kan blive i Live og undgaa Døden!« | 2Og han sa: Jeg har hørt at det er korn i Egypten; dra dit ned og kjøp korn til oss der, så vi kan leve og ikke dø! | 2Och han sade vidare: »Se, jag har hört att i Egypten finnes säd; faren ditned och köpen därifrån säd åt oss, för att vi må leva och icke dö.» |
| 3Saa drog de ti af Josefs Brødre ned for at købe Korn i Ægypten; | 3Da drog Josefs ti brødre ned for å kjøpe korn i Egypten. | 3Då foro tio av Josefs bröder ned för att köpa säd i Egypten. |
| 4men Jakob sendte ikke Josefs Broder Benjamin med hans Brødre, thi han tænkte, der kunde tilstøde ham en Ulykke. | 4Men Benjamin, Josefs bror, sendte Jakob ikke avsted med hans brødre; for han sa: Det kunde møte ham en ulykke. | 4Men Benjamin, Josefs broder, blev icke av Jakob sänd åstad med sina bröder, ty han fruktade att någon olycka kunde hända honom. |
| 5Blandt dem, der kom for at købe Korn, var ogsaa Israels Sønner; thi der var Hungersnød i Kana'ans Land. | 5Så kom Israels sønner for å kjøpe korn blandt alle de andre som kom; for det var hungersnød i Kana'ans land. | 5Så kommo då, bland de andra, också Israels söner för att köpa säd; ty hungersnöd rådde i Kanaans land. |
| 6Og da Josef var Hersker i Landet, og han var den, der solgte Korn til alt Folket i Landet, saa kom Josefs Brødre og kastede sig til Jorden for ham. | 6Og Josef var den som rådet i landet; det var han som solgte korn til alt folket i landet; og Josefs brødre kom og bøide sig med sitt ansikt til jorden for ham. | 6Och Josef var den som hade att befalla i landet; det var han som sålde säd åt allt folket i landet. Då nu Josefs bröder kommo dit, föllo de ned till jorden på sitt ansikte inför honom. |
| 7Da Josef saa sine Brødre, kendte han dem; men han lod fremmed over for dem, talte dem haardt til og sagde til dem: »Hvorfra kommer I?« De svarede: »Fra Kana'ans Land for at købe Føde!« | 7Da Josef så sine brødre, kjente han dem igjen; men han lot som om de var fremmede for ham, og talte hårdt til dem og sa til dem: Hvor kommer I fra? De sa: Fra Kana'ans land for å kjøpe korn. | 7När då Josef fick se sina bröder, kände han igen dem; men han ställde sig främmande mot dem och tilltalade dem hårt och frågade dem: »Varifrån kommen I?» De svarade: »Från Kanaans land, för att köpa säd till föda åt oss.» |
| 8Josef kendte sine Brødre, men de kendte ikke ham. | 8Josef kjente sine brødre, men de kjente ikke ham. | 8Och fastän Josef kände igen sina bröder, kände de icke igen honom. |
| 9Da kom Josef de Drømme i Hu, han havde drømt om dem; og han sagde til dem; »I er Spejdere, I kommer for at se, hvor Landet er aabent!« | 9Og Josef kom i hu det han hadde drømt om dem, og sa til dem: I er speidere, I er kommet for å se hvor landet ligger åpent. | 9Men Josef tänkte på de drömmar som han hade drömt om dem. Och han sade till dem: »I ären spejare, I haven kommit för att se efter, var landet är utan skydd.» |
| 10De svarede: »Nej, Herre, dine Trælle kommer for at købe Føde! | 10De svarte ham: Nei, herre, dine tjenere er kommet for å kjøpe korn. | 10De svarade honom: »Nej, herre, dina tjänare hava kommit för att köpa säd till föda åt sig. |
| 11Vi er alle Sønner af en og samme Mand; vi er ærlige Folk, dine Trælle er ikke Spejdere!« | 11Vi er alle sønner av én mann; vi er ærlige folk, dine tjenere er ikke speidere. | 11Vi äro alla söner till en och samma man; vi äro redliga män, dina tjänare äro inga spejare.» |
| 12Men han sagde: »Jo vist saa! I kommer for at se, hvor Landet er aabent!« | 12Men han sa til dem: Jo, I er kommet for å se hvor landet ligger åpent. | 12Men han sade till dem: »Jo, I haven kommit för att se efter, var landet är utan skydd.» |
| 13De svarede: »Vi, dine Trælle, var tolv Brødre, Sønner af en og samme Mand i Kana'ans Land; den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader, og een er ikke mere!« | 13Men de sa: Vi, dine tjenere, er tolv brødre, sønner av én mann i Kana'ans land, den yngste er nu hjemme hos vår far, og én er ikke mere til. | 13De svarade: »Vi, dina tjänare, äro tolv bröder, söner till en och samma man i Kanaans land; men den yngste är nu hemma hos vår fader, och en är icke mer till.» |
| 14Men Josef sagde til dem: »Det er, som jeg siger eder: I er Spejdere! | 14Josef sa til dem: Det er som jeg har sagt til eder: I er speidere. | 14Josef sade till dem: »Det är såsom jag sade eder: I ären spejare. |
| 15Men nu skal I sættes paa Prøve: Saa sandt Farao lever, slipper I ikke herfra, uden at eders yngste Broder kommer hid! | 15Men nu skal I prøves: Så sant Farao lever, skal I ikke komme herfra før eders yngste bror kommer hit. | 15Och på detta sätt vill jag pröva eder: så sant Farao lever, I skolen icke slippa härifrån, med mindre eder yngste broder kommer hit. |
| 16Lad en af eder rejse hjem for at hente eders Broder, og imedens holdes I andre fangne; saa vil det vise sig, om eders Ord er Sandhed; og hvis ikke, saa er I, saa sandt Farao lever, Spejdere!« | 16Send en av eder avsted for å hente eders bror, men I andre skal holdes fanget, og eders ord skal prøves, om det er sant det I sier; hvis ikke, så er I, så sant Farao lever, speidere. | 16En av eder må fara och hämta hit eder broder. Men I andra skolen stanna såsom fångar, för att jag så må pröva om I haven talat sanning. Ty om så icke är, då ären I spejare, så sant Farao lever.» |
| 17Derpaa holdt han dem i Forvaring tre Dage. | 17Og han holdt dem alle sammen i fengsel i tre dager. | 17Därefter lät han hålla dem allasammans i fängelse under tre dagar. |
| 18Men Tredjedagen sagde Josef til dem: »Vil I beholde Livet, saa skal I gøre saaledes, thi jeg er en Mand, der frygter Gud: | 18Men den tredje dag sa Josef til dem: Gjør som jeg nu sier, så skal I leve! Jeg frykter Gud. | 18Men på tredje dagen sade Josef till dem: »Om I viljen leva, så gören på detta sätt, ty jag fruktar Gud: |
| 19Er I virkelig ærlige Folk, lad saa en af eder blive tilbage som Fange i det Fængsel, som I sad i, medens I andre drager hjem med Korn til at stille Hungeren i eders Huse; | 19Dersom I er ærlige folk, så skal en av eder brødre bli tilbake i fengslet, men I andre kan dra avsted og ha med eder korn til hjelp mot hungersnøden i eders hjem, | 19ären I redliga män, så må en av eder, I bröder, stanna såsom fånge i huset där I haven suttit fängslade; men I andra mån fara eder väg, och föra hem med eder den säd som I haven köpt till hjälp mot hungersnöden hemma hos eder. |
| 20og bring saa eders yngste Broder til mig, saa skal eders Ord staa til Troende, og I skal slippe for at dø!« Og saaledes gjorde de. | 20og før eders yngste bror til mig, så eders ord kan sannes, og I ikke skal dø. Og de så gjorde. | 20Fören sedan eder yngste broder hit till mig; om så edra ord visa sig vara sanna, skolen I slippa att dö.» Och de måste göra så. |
| 21Da sagde de til hverandre: »Sandelig, nu maa vi bøde for, hvad vi forbrød mod vor Broder, da vi saa hans Sjælevaande, medens han bønfaldt os, og dog ikke hørte ham; derfor stedes vi nu i denne Vaande!« | 21Og de sa sig imellem: Sannelig, vi har skyld på oss for vår bror. Vi så hans sjeleangst da han bønnfalt oss, og vi vilde ikke høre; derfor er denne nød kommet over oss. | 21Men de sade till varandra: »Förvisso hava vi dragit skuld över oss genom det som vi gjorde mot vår broder; ty vi sågo hans själs ångest, när han bad oss om misskund, och vi ville dock icke lyssna till honom. Därför hava vi själva kommit i denna ångest.» |
| 22Men Ruben tog til Orde og sagde til dem: »Sagde jeg eder ikke dengang: Forsynd eder ikke mod Drengen! Men I vilde ikke høre; se, nu kræves hans Blod!« | 22Da tok Ruben til orde og sa til dem: Sa jeg ikke til eder: Gjør ikke synd mot gutten? Men I vilde ikke høre; se, derfor kreves nu hans blod. | 22Ruben svarade dem: »Sade jag icke till eder: 'Försynden eder icke på gossen'? Men I lyssnaden icke till mig; se, därför utkräves nu hans blod.» |
| 23Saaledes talte de. Men de vidste ikke, at Josef forstod det, thi han forhandlede med dem ved Tolk; | 23Men de visste ikke at Josef forstod det; for han brukte tolk når han talte med dem. | 23Men de visste icke att Josef förstod detta, ty han talade med dem genom tolk. |
| 24og han vendte sig bort fra dem og græd. Siden vendte han sig til dem og talte med dem; og han tog Simeon fra dem og lod ham fængsle for deres Øjne. | 24Og han vendte sig fra dem og gråt. Så vendte han sig til dem igjen og talte til dem, og han tok Simeon fra dem og lot ham binde så de så på. | 24Och han vände sig bort ifrån dem och grät. Sedan vände han sig åter till dem och talade med dem; och han tog Simeon ut ur deras krets och lät fängsla honom inför deras ögon. |
| 25Saa gav Josef Befaling til at fylde deres Sække med Korn og lægge Pengene tilbage i hver enkelts Sæk og give dem Rejsekost; og saaledes skete det. | 25Og Josef bød sine folk at de skulde fylle deres sekker med korn og legge enhvers penger igjen i hans sekk og gi dem niste med på veien. Og de gjorde således med dem. | 25Och Josef bjöd att man skulle fylla deras säckar med säd, och lägga vars och ens penningar tillbaka i hans säck, och giva dem kost för resan. Och man gjorde så med dem. |
| 26Saa læssede de deres Korn paa Æslerne og drog bort. | 26Så la de kornet på sine asener og drog derfra. | 26Och de lastade säden på sina åsnor och foro därifrån. |
| 27Men da en af dem i Natteherberget aabnede sin Sæk for at give sit Æsel Foder, fik han Øje paa sine Penge, der laa oven i Sækken; | 27Men da en av dem åpnet sin sekk for å gi sitt asen fôr i herberget, da fikk han se sine penger, de lå øverst i hans sekk. | 27Men när vid ett viloställe en av dem öppnade sin säck för att giva foder åt sin åsna, fick han se sina penningar ligga överst i säcken. |
| 28og han sagde til sine Brødre: »Mine Penge er kommet igen; se, de er i min Sæk!« Da sank Hjertet i Livet paa dem, og de saa forfærdede paa hverandre og sagde: »Hvad har Gud dog gjort imod os!« | 28Og han sa til sine brødre: Mine penger er kommet igjen, og se, de ligger her i min sekk. Da blev de motfalne og vendte sig forferdet til hverandre og sa: Hvad er det Gud har gjort mot oss? | 28Då sade han till sina bröder: »Mina penningar hava blivit lagda hit tillbaka; se, de äro här i min säck.» Då blevo de utom sig av häpnad och sågo förskräckta på varandra och sade: »Vad har Gud gjort mot oss!» |
| 29Og da de kom hjem til deres Fader Jakob i Kana'ans Land, fortalte de ham alt, hvad der var hændet dem, og sagde: | 29Så kom de hjem til Jakob, sin far, i Kana'ans land, og de fortalte ham alt det som hadde hendt dem, og sa: | 29När de kommo hem till sin fader Jakob i Kanaans land, berättade de för honom allt vad som hade hänt dem och sade: |
| 30»Manden, der er Landets Herre, talte os haardt til og holdt os i Forvaring, som var vi Folk, der vilde udspejde Landet; | 30Mannen som råder der i landet, talte hårdt til oss og tok oss for folk som vilde speide ut landet. | 30»Mannen som var herre där i landet tilltalade oss hårt och behandlade oss såsom om vi ville bespeja landet. |
| 31men vi sagde til ham: Vi er ærlige Folk og ikke Spejdere; | 31Og vi sa til ham: Vi er ærlige folk, vi er ikke speidere; | 31Men vi sade till honom: 'Vi äro redliga män och inga spejare; |
| 32vi var tolv Brødre, Sønner af en og samme Fader; een er ikke mere, og den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader i Kana'ans Land. | 32vi er tolv brødre, alle sønner av samme far, én er ikke mere til, og den yngste er nu hjemme hos vår far i Kana'ans land. | 32vi äro tolv bröder, samma faders söner; en är icke mer till, och den yngste är nu hemma hos vår fader i Kanaans land.' |
| 33Saa sagde Manden, der er Landets Herre: Derpaa vil jeg kende, at I er ærlige Folk: Lad en af eder blive hos mig, og tag I andre Korn til at stille Hungeren i eders Huse og drag hjem! | 33Da sa mannen som råder der i landet, til oss: Av dette vil jeg forstå om I er ærlige folk: La en av eder brødre bli her hos mig og ta hvad I trenger mot hungersnøden i eders hjem, og far eders vei; | 33Men mannen som var herre i landet svarade oss: 'Därav skall jag veta att I ären redliga män: lämnen kvar hos mig en av eder, I bröder; tagen så vad I haven köpt till hjälp mot hungersnöden hemma hos eder, och faren eder väg. |
| 34Siden skal I bringe eders yngste Broder til mig, for at jeg kan kende, at I ikke er Spejdere, men ærlige Folk; saa vil jeg udlevere eders Broder til eder, og I kan frit rejse i Landet.« | 34og kom så hit til mig med eders yngste bror, så jeg kan forstå at I ikke er speidere, men ærlige folk! Da vil jeg gi eder eders bror igjen, og I kan fritt dra omkring i landet. | 34Sedan mån I föra eder yngste broder hit till mig, så kan jag veta att I icke ären spejare, utan redliga män. Då skall jag giva eder broder tillbaka åt eder, och I skolen fritt få draga omkring i landet. |
| 35Da de nu tømte deres Sække, fandt hver sin Pengepose i sin Sæk; og da de og deres Fader saa Pengeposerne, blev de forfærdede. | 35Da de så tømte sine sekker, se, da lå enhvers pengepung i hans sekk; og da de og deres far så pengepungene, blev de redde. | 35När de sedan tömde sina säckar, fann var och en sin penningpung i sin säck. Och då de och deras fader fingo se penningpungarna, blevo de förskräckta. |
| 36Og deres Fader Jakob sagde til dem: »I gør mig barnløs; Josef er ikke mere, og Simeon er ikke mere, og nu vil I tage Benjamin; det gaar alt sammen ud over mig!« | 36Og Jakob, deres far, sa til dem: I gjør mig barnløs; Josef er ikke mere til, og Simeon er ikke mere til, og Benjamin vil I ta fra mig; det kommer over mig alt sammen. | 36Och Jakob, deras fader, sade till dem: »I gören mig barnlös; Josef är borta, Simeon är borta, Benjamin viljen I ock taga ifrån mig; över mig kommer allt detta.» |
| 37Saa sagde Ruben til sin Fader: »Du maa tage mine to Sønners Liv, hvis jeg ikke bringer ham til dig; betro ham til mig, og jeg skal bringe ham tilbage til dig!« | 37Da sa Ruben til sin far: Begge mine sønner kan du drepe hvis jeg ikke kommer tilbake til dig med ham; gi ham i min hånd, så vil jeg føre ham tilbake til dig. | 37Då svarade Ruben sin fader och sade: »Mina båda söner må du döda, om jag icke för honom åter till dig. Anförtro honom åt mig, jag skall föra honom tillbaka till dig.» |
| 38Men han sagde: »Min Søn skal ikke rejse derned med eder, thi hans Broder er død, og han alene er tilbage; tilstøder der ham en Ulykke paa den Rejse, I har for, saa bringer I mine graa Haar ned i Dødsriget med Sorg!« | 38Men han sa: Min sønn skal ikke dra ned med eder; for hans bror er død, og han er alene tilbake, og dersom det møter ham nogen ulykke på den vei som I drar, så kommer I til å sende mine grå hår med sorg ned i dødsriket. | 38Men han svarade: »Min son får icke fara ditned med eder. Hans broder är ju död, och han är allena kvar; om nu någon olycka hände honom på den resa I viljen företaga, så skullen I bringa mina grå hår med sorg ned i dödsriket.» |
Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Det Norsk Bibelselskap (1930) BIBELN eller DEN HELIGA SKRIFT -- innehållande -- NYA TESTAMENTETS KANONISKA BÖCKER -- i överensstämmelse med den av KONUNGEN ÅR 1917 -- This is release 3.7 from Projekt Runeberg ( //www.lysator.liu.se/runeberg/) of the Bible. That release was made 1999-04-09. It contains the full text of the Bible, and all of it has been spell-checked. -- gillade och stadfästa översättningen
Bible Hub |
