Salmerne 49
Dansk (1917 / 1931)
1Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme. (2) Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,

2baade høj og lav, baade rig og fattig!

3Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;

4jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, raader min Gaade til Strengeleg.

5Hvorfor skulle jeg frygte i de onde Dage, naar mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,

6de, som stoler paa deres Gods og bryster sig af deres store Rigdom?

7Visselig, ingen kan købe sin Sjæl fri og give Gud en Løsesum

8— Prisen for hans Sjæl blev for høj, for evigt maatte han opgive det — saa han kunde blive i Live

9og aldrig faa Graven at se;

10nej, han skal se den; Vismænd dør, baade Daare og Taabe gaar bort. Deres Gods maa de afstaa til andre,

11deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.

12Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgaar.

13Saa gaar det dem, der tror sig trygge, saa ender det for dem, deres Tale behager. — Sela.

14I Dødsriget drives de ned som Faar, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder paa dem ved Gry, deres Skikkelse gaar Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.

15Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Haand, thi han tager mig til sig. — Sela.

16Frygt ej, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed øges;

17thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.

18Priser han end i Live sig selv: »De lover dig for din Lykke!« —

19han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig faar Lyset at skue.

20Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgaar.

Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com.

Bible Hub
Psalm 48
Top of Page
Top of Page