Dansk (1917 / 1931) 1Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter at være dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned til Efesus
2og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: »Fik I den Helligaand, da I bleve troende?« Men de sagde til ham: »Vi have ikke engang hørt, at der er en Helligaand.«
3Og han sagde: »Hvortil bleve I da døbte?« Men de sagde: »Til Johannes's Daab.«
4Da sagde Paulus: »Johannes døbte med Omvendelses-Daab, idet han sagde til Folket, at de skulde tro paa den, som kom efter ham, det er paa Jesus.«
5Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres Jesu Navn.
6Og da Paulus lagde Hænderne paa dem, kom den Helligaand over dem, og de talte i Tunger og profeterede.
7Men de vare i det hele omtrent tolv Mand. 8Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Maaneder, idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører til Guds Rige. 9Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængden talte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem og holdt daglig Samtaler i Tyrannus's Skole. 10Men dette varede i to Aar, saa at alle, som boede i Asien, baade Jøder og Grækere, hørte Herrens Ord. 11Og Gud gjorde usædvanlige kraftige Gerninger ved Paulus's Hænder, 12saa at man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme til de syge, og Sygdommene vege fra dem, og de onde Aander fore ud. 13Men ogsaa nogle af de omløbende jødiske Besværgere forsøgte at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, idet de sagde: »Jeg besværger eder ved den Jesus, som Paulus prædiker.« 14Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeuas, en jødisk Ypperstepræst, 15Men den onde Aand svarede og sagde til dem: »Jesus kender jeg, og om Paulus ved jeg; men I, hvem ere I?« 16Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem og overmandede dem begge og fik saadan Magt over dem, at de flygtede nøgne og saarede ud af Huset. 17Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Efesus, baade Jøder og Grækere; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev ophøjet, 18og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekendte og fortalte om deres Gerninger. 19Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bare deres Bøger sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deres Værdi og fandt dem halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge værd. 20Saa kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt. 21Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Aanden, at han vilde rejse igennem Makedonien og Akaja og saa drage til Jerusalem, og han sagde: »Efter at jeg har været der, bør jeg ogsaa se Rom.« 22Og han sendte to af dem, som gik ham til Haande, Timotheus og Erastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien. 23Men paa den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning af Vejen. 24Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølv og skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste. 25Disse samlede han tillige med de med saadanne Ting sysselsatte Arbejdere og sagde: »I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme af dette Arbejde. 26Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asien har denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde, idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder. 27Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Haandtering skal komme i Foragt, men ogsaa for, at den store Gudinde Artemis's Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudindes Majestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blive krænket.« 28Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og raabte og sagde: »Stor er Efesiernes Artemis!« 29Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret og reve Makedonierne Kajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller, med sig. 30Men da Paulus vilde gaa ind iblandt Folkemængden, tilstedte Disciplene ham det ikke. 31Men ogsaa nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Bud til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret. 32Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Aarsag de vare komne sammen. 33Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren; men Aleksander slog til Lyd med Haanden og vilde holde en Forsvarstale til Folket. 34Men da de fik at vide, at han var en Jøde, raabte de alle med een Røst i omtrent to Timer: »Stor er Efesiernes Artemis!« 35Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: »I Mænd i Efesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede? 36Naar altsaa dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke foretage eder noget fremfusende. 37Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelranere eller bespotte eders Gudinde. 38Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde hinanden for Retten! 39Men have I noget Forlangende om andre Sager, saa vil det blive afgjort i den lovlige Forsamling. 40Vi staa jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i Dag er sket, da der ingen Aarsag er dertil; herfor, for dette Opløb, ville vi ikke kunne gøre Regnskab.« 41Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare. Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |