Dansk (1917 / 1931) 1Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David. (2) Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!« 2Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged, 3mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge. 4Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort! 5Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. — Sela. 6Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det. 7Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig. 8Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer! 9Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo. 10Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til. 11Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. — Sela. 12Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. 13Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til! Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |