Parallelle Kapitler | 1Siden aabenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren paa den hedeste Tid af Dagen. | 1Og Herren åpenbarte sig for ham i Mamres terebinte-lund, mens han satt i døren til sitt telt midt på heteste dagen. | 1Och HERREN uppenbarade sig för honom vid Mamres terebintlund, där han satt vid ingången till sitt tält, då det var som hetast på dagen. |
| 2Da han saa op, fik han Øje paa tre Mænd, der stod foran ham. Saa snart han fik Øje paa dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden | 2Da han så op, fikk han se tre menn som stod foran ham; og da han blev dem var, løp han dem i møte fra teltdøren og bøide sig til jorden | 2När han lyfte upp sina ögon, fick han se tre män stå framför sig. Och då han såg dem, skyndade han emot dem från tältets ingång och bugade sig ned till jorden |
| 3og sagde: »Herre, hvis jeg har fundet Naade for dine Øjne, saa gaa ikke din Træl forbi! | 3og sa: Herre! Dersom jeg har funnet nåde for dine øine, så gå ikke din tjener forbi! | 3och sade: »Herre, har jag funnit nåd för dina ögon, så gå icke förbi din tjänare. |
| 4Lad der blive hentet lidt Vand, saa I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet. | 4La oss få hente litt vann, så I kan få tvette eders føtter, og hvil eder under treet! | 4Låt mig hämta litet vatten, så att I kunnen två edra fötter; och vilen eder under trädet. |
| 5Saa vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre — da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!« De svarede: »Gør, som du siger!« | 5Og la mig hente et stykke brød, så I kan vederkvege eder før I drar videre - siden I nu har lagt veien om eders tjener. De sa: Ja, gjør som du sier! | 5Jag vill ock hämta ett stycke bröd, så att I kunnen vederkvicka eder, innan I gån vidare, eftersom I nu haven tagit vägen förbi eder tjänare.» De sade: »Gör såsom du har sagt.» |
| 6Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: »Tag hurtigt tre Maal fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!« | 6Da skyndte Abraham sig inn i teltet til Sara og sa: Skynd dig og ta tre mål fint mel; elt det og bak kaker! | 6Och Abraham skyndade in i tältet till Sara och sade: »Skynda dig och tag tre sea-mått fint mjöl, knåda det och baka kakor.» |
| 7Saa ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast. | 7Og selv sprang Abraham bort til buskapen og hentet en fin og god kalv; den gav han til drengen, og han skyndte sig å lage den til. | 7Men själv hastade Abraham bort till boskapen och tog en god ungkalv och gav den åt sin tjänare, och denne skyndade sig att tillreda den. |
| 8Derpaa tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Haande under Træet, og de spiste. | 8Så tok han rømme og søt melk og kalven som han hadde latt drengen lage til, og satte det for dem; og han stod hos dem under treet mens de åt. | 8Och han tog gräddmjölk och söt mjölk och kalven, som han hade låtit tillreda, och satte fram för dem; och han stod själv hos dem under trädet, medan de åto. |
| 9Da sagde de til ham: »Hvor er din Hustru Sara?« Han svarede: »Inde i Teltet!« | 9Da sa de til ham: Hvor er Sara, din hustru? Han svarte: Hun er der inne i teltet. | 9Och de sade till honom: »Var är din hustru Sara?» Han svarade: »Därinne i tältet.» |
| 10Saa sagde han: »Næste Aar ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og saa har din Hustru Sara en Søn!« Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem; | 10Da sa han*: Jeg vil komme igjen til dig på denne tid næste år, og da skal Sara, din hustru, ha en sønn. Og Sara hørte det i teltdøren, for den var bak ham. | 10Då sade han: »Jag skall komma tillbaka till dig nästa år vid denna tid, och se, då skall din hustru Sara hava en son.» Detta hörde Sara, där hon stod i ingången till tältet, som var bakom honom. |
| 11og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Aarene, og det ikke mere gik Sara paa Kvinders Vis, | 11Men Abraham og Sara var gamle og langt ute i årene; Sara hadde det ikke lenger på kvinners vis. | 11Men Abraham och Sara voro gamla och komna till hög ålder, och Sara hade icke mer, såsom kvinnor pläga hava. |
| 12lo hun ved sig selv og tænkte: »Skulde jeg virkelig føle Attraa, nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?« | 12Derfor lo Sara ved sig selv og sa: Skulde jeg, nu jeg er blitt gammel, ha attrå, og min mann er også gammel. | 12Därför log Sara vid sig själv och tänkte: »Skulle jag väl nu på min ålderdom giva mig till lusta, nu då också min herre är gammal?» |
| 13Da sagde HERREN til Abraham: »Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn, nu jeg er gammel? | 13Da sa Herren til Abraham: Hvorfor ler Sara og tenker: Skal jeg da virkelig få barn, nu jeg er blitt gammel? | 13Men HERREN sade till Abraham: »Varför log Sara och tänkte: 'Skulle jag verkligen föda barn, så gammal som jag är?' |
| 14Skulde noget være umuligt for Herren? Næste Aar ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og saa har Sara en Søn!« | 14Skulde nogen ting være umulig for Herren? På denne tid næste år vil jeg komme til dig igjen, og da skal Sara ha en sønn. | 14Är då något så underbart, att HERREN icke skulle förmå det? På den bestämda tiden skall jag komma tillbaka till dig, vid denna tid nästa år, och då skall Sara hava en son.» |
| 15Men Sara nægtede og sagde: »Jeg lo ikke!« Thi hun frygtede. Men han sagde: »Jo, du lo!« | 15Men Sara nektet og sa: Jeg lo ikke. For hun var redd. Da sa han: Jo, du lo. | 15Då nekade Sara och sade: »Jag log icke»; ty hon blev förskräckt. Men han sade: »Jo, du log.» |
| 16Saa brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem paa Vej. | 16Så stod mennene op for å gå derfra, og de tok veien bortimot Sodoma; og Abraham gikk med dem for å følge dem på veien. | 16Och männen stodo upp för att gå därifrån och vände sina blickar ned mot Sodom, och Abraham gick med för att ledsaga dem. |
| 17Men HERREN sagde ved sig selv: »Skulde jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre, | 17Da sa Herren: Skulde jeg vel dølge for Abraham det som jeg tenker å gjøre? | 17Och HERREN sade: »Kan jag väl dölja för Abraham vad jag tänker göra? |
| 18da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle Jordens Folk skal velsignes i ham? | 18Abraham skal jo bli et stort og tallrikt folk, og alle jordens folk skal velsignes i ham; | 18Av Abraham skall ju bliva ett stort och mäktigt folk, och i honom skola alla folk på jorden varda välsignade. |
| 19Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal paalægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte paa HERRENS Vej ved at øve Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham.« | 19for jeg har utvalgt ham forat han skal byde sine barn og sitt hus efter sig at de skal holde sig efter Herrens vei og gjøre rett og rettferdighet, så Herren kan la Abraham få det som han har lovt ham. | 19Ty därtill har jag utvalt honom, för att han skall bjuda sina barn och sitt hus efter sig att hålla HERRENS väg och öva rättfärdighet och rätt, på det att HERREN må låta det komma över Abraham, som han har lovat honom.» |
| 20Da sagde HERREN: »Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres Synd er saare svar. | 20Og Herren sa: Ropet over Sodoma og Gomorra er sannelig stort, og deres synd er sannelig meget svær. | 20Och HERREN sade: »Ropet från Sodom och Gomorra är stort, och deras synd är mycket svår; |
| 21Derfor vil jeg stige ned og se, om de virkelig har handlet saa galt, som det lyder til efter Skriget over dem, der har naaet mig — derom vil jeg have Vished!« | 21Jeg vil stige ned og se om de i alt har båret sig slik at som det lyder det rop som er nådd op til mig, og hvis ikke, så vil jeg vite det. | 21därför vill jag gå ditned och se om de verkligen i allt hava gjort efter det rop som har kommit till mig; om så icke är, vill jag veta det.» |
| 22Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men HERREN blev staaende foran Abraham. | 22Så vendte mennene sig derfra og gikk til Sodoma, men Abraham blev stående for Herrens åsyn. | 22Och männen begåvo sig därifrån och gingo mot Sodom; men Abraham stod ännu kvar inför HERREN. |
| 23Og Abraham traadte nærmere og sagde: »Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse? | 23Og Abraham trådte nærmere og sa: Vil du da rykke den rettferdige bort sammen med den ugudelige? | 23Och Abraham trädde närmare och sade: »Vill du då förgöra den rättfärdige tillika med den ogudaktige? |
| 24Maaske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde. | 24Kanskje det er femti rettferdige i byen; vil du da rykke dem bort og ikke spare byen for de femti rettferdiges skyld som kunde være der? | 24Kanhända finnas femtio rättfärdiga i staden; vill du då förgöra den och icke skona orten för de femtio rättfärdigas skull som finnas där? |
| 25Det være langt fra dig at handle saaledes: at ihjelslaa retfærdige sammen med gudløse, saa de retfærdige faar samme Skæbne som de gudløse — det være langt fra dig! Skulde den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve Ret?« | 25Det være langt fra dig å gjøre slikt og slå ihjel den rettferdige sammen med den ugudelige, så det går den rettferdige på samme vis som den ugudelige! Det være langt fra dig! Den som dømmer hele jorden, skulde ikke han gjøre rett? | 25Bort det, att du skulle så göra och döda den rättfärdige tillika med den ogudaktige, så att det skulle gå den rättfärdige likasom den ogudaktige; bort det ifrån dig! Skulle han som är hela jordens domare icke göra vad rätt är?» |
| 26Da sagde HERREN: »Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!« | 26Da sa Herren: Dersom jeg i byen Sodoma finner femti rettferdige, da vil jeg spare hele byen for deres skyld. | 26HERREN sade: »Om jag i Sodom finner femtio rättfärdiga inom staden, så vill jag skona orten för deras skull.» |
| 27Men Abraham tog igen til Orde: »Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske! | 27Men Abraham tok atter til orde og sa: Se, jeg har dristet mig til å tale til Herren, enda jeg er støv og aske; | 27Men Abraham svarade och sade: »Se, jag har dristat mig att tala till Herren, fastän jag är stoft och aska.» |
| 28Maaske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige — vil du da ødelægge hele Byen for fems Skyld?« Han svarede: »Jeg vil ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den.« | 28kanskje det fattes fem i de femti rettferdige, vil du da ødelegge hele byen for disse fems skyld? Han svarte: Jeg skal ikke ødelegge den dersom jeg finner fem og firti der. | 28Kanhända skall det fattas fem i de femtio rättfärdiga; vill du då för de fems skull fördärva hela staden?» Han sade: »Om jag där finner fyrtiofem; så skall jag icke fördärva den.» |
| 29Men han blev ved at tale til ham: »Maaske findes der fyrretyve i den!« Han svarede: »For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være.« | 29Men han blev ennu ved å tale til ham og sa: Kanskje det finnes firti. Han svarte: Jeg skal ikke gjøre det - for de firtis skyld. | 29Men han fortfor att tala till honom och sade: »Kanhända skola fyrtio finnas där.» Han svarade: »Jag skall då icke göra det, för de fyrtios skull.» |
| 30Men han sagde: »Min Herre maa ikke blive vred, men lad mig tale: Maaske findes der tredive i den!« Han svarede: »Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den.« | 30Men han sa: Herre, bli ikke vred om jeg taler! Kanskje det finnes tretti. Han svarte: Jeg skal ikke gjøre det dersom jeg finner tretti der. | 30Då sade han: »Herre, vredgas icke över att jag ännu talar något. Kanhända skola trettio finnas där.» Han svarade: »Om jag där finner trettio, så skall jag icke göra det.» |
| 31Men han sagde: »Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre: Maaske findes de tyve i den!« Han svarede: »For de tyves Skyld vil jeg lade være at ødelægge den.« | 31Da sa han: Se, jeg har dristet mig til å tale til Herren; kanskje det finnes tyve. Han svarte: Jeg skal ikke ødelegge den - for de tyves skyld. | 31Men han sade: »Se, jag har dristat mig att tala till Herren. Kanhända skola tjugu finnas där.» Han svarade: »Jag skall då icke fördärva den, för de tjugus skull.» |
| 32Men han sagde: »Min Herre maa ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene Gang endnu; maaske findes der ti i den!« Han svarede: »For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den.« | 32Da sa han: Herre, bli ikke vred om jeg taler bare denne ene gang til! Kanskje det finnes ti. Han svarte: Jeg skal ikke ødelegge den - for de tis skyld. | 32Då sade han: »Herre, vredgas icke över att jag talar allenast ännu en gång. Kanhända skola tio finnas där.» Han svarade: »Jag skall då icke fördärva den, för de tios skull.» |
| 33Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin Bolig. | 33Så gikk Herren bort, da han hadde talt ut med Abraham; og Abraham vendte tilbake til det sted hvor han bodde. | 33Och HERREN gick bort, sedan han hade talat ut med Abraham; och Abraham vände tillbaka hem. |
Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Det Norsk Bibelselskap (1930) BIBELN eller DEN HELIGA SKRIFT -- innehållande -- NYA TESTAMENTETS KANONISKA BÖCKER -- i överensstämmelse med den av KONUNGEN ÅR 1917 -- This is release 3.7 from Projekt Runeberg ( //www.lysator.liu.se/runeberg/) of the Bible. That release was made 1999-04-09. It contains the full text of the Bible, and all of it has been spell-checked. -- gillade och stadfästa översättningen
Bible Hub |
